Hvordan kan du se resultaterne?

Resultaterne af min indsats som børneudviklingstræner afspejles i flere aspekter. For det første vurderer jeg spillernes tekniske, taktiske og personlige udvikling gennem observationer af træning og kampe. Dernæst kan det simpelt siges, at hvis spillerne er glade, smiler og griner, samtidig med at man kan se at de bliver bedre både på og udenfor banen, så er det et klart mål for at vi er på rette vej. Dette udstråles også gennem spillernes og trænernes motivation, engagement og passion. Er spillere, trænere og klubben i symbiose, udstråles det såvel på træningsbanen som i kampe, hvilket giver et godt mål for resultat. 


Hvad er forventninger til 2024?

Mine personlige forventninger er, at vi fortsætter den udvikling og vækst der lige nu blomstrer i FC Rudersdals børnefodbold såvel som ungdoms- og seniorfodbold. Jeg stræber efter, at flere børn og unge vil udfolde deres talent og personlige udvikling i klubben, som led i det arbejde vi alle lægger i at optimere og kvalitetssikre klubben for alle medlemmer. Derudover ønsker jeg at fortsætte udviklingen og motivationen af trænere gennem videreuddannelser og kurser, der vil styrke klubbens fodboldudviklingsmiljø samtidig med at den vil ruste trænerne endnu bedre til de udfordringer de møder i trænergerningen. Dette og det nylige initiativ med inspirationsaftener i samarbejde med Lyngby BK, håber jeg vil gavne til et tættere samarbejde på tværs af årgangene og medvirke til et kultur hvor vi i sandhed er én stor familie; “Familien FC Rudersdal 😊”